Lidt om vores baggrund
Hos Ostemanden fra Vindblæs nægter vi at tro på, at fødevaresalget i dagens Danmark kun er forbeholdt de store nationale butikskæder. Vi tror, at der også i det nye årtusinde er plads til specialforretninger som vores, fordi folk sætter pris på god kvalitet, stort udvalg og en personlig og professionel betjening - og så gør det jo heller ikke noget, at vores priser er fuldt ud konkurrencedygtige.

Sådan begyndte det
Ostemanden fra Vindblæs er et gammelt firma, som blev overtaget i 1959 af Chr. Baadsgaard som et supplement til hans virksomhed som købmand i Vindblæs. Dengang som nu sælges der ost direkte fra ostelageret i Vindblæs, Stationsvej 21.
 I dag er købmandsforretningen for længst lukket, mens ostesalget er blevet mangedoblet. Sønnen Ole Baadsgaard og Preben Østergaard, som startede som kommis for Chr. Baadsgaard tilbage i 1965, kørte i en del år firmaet alene. Da Preben Østergaard så besluttede at gå på pension efter 41 års trofast indsats i firmaet blev Anni Maansen medejer af firmaet, men stoppede igen i 2003. I 2002 blev Betina Zimmermann medejer, og hendes bror, Robert Zimmermann fulgte efter i 2003. Derudover har firmaet mange dygtige medhjælpere til at betjene vore kunder rundt om i Nordjylland.

Ostemanden fra Vindblæs startede med ostesalg fra telt først i 50'erne. I starten blev der solgt ost fra torvet på Budolfi plads i Aalborg. Senere blev grønttorvet flyttet til dets nuværende plads i Ågade. "Osteteltet" stod på torvet til 12/12/1963, hvor der blev indført veterinære krav, som forbød handel med opskåret ost og slagtet fjerkræ og kød på torvet. Derfor blev forretningen flyttet ind i ejendommen Ågade 4, som i 1981 blev ombygget til sit nuværende udseende. Her videreførets den samme forretningspolitik med hovedvægten af vores udvalg på gode danske oste til faste lave priser og ekstra store endestykker til samme stykpris.

Vi lagrer selv vore oste, så vi kan håndplukke osten til vore kunder, når den har opnået den optimale smag. Vores ostelager, der konstant er 8-10 grader varmt, rummer mellem 1500 og 2000 oste, som vi jævnligt vender, så osten bevarer formen.

I 1975 begyndte vi igen at handle direkte fra torv, da vi i Aalestrup fik parkeret en gammel salgsvogn, der tidligere var godkendt i Viborg Amt.

I 1987 startede vi på torvet i Nørre Sundby i Garvergade. Efter en del flytten rundt omkring gågaden er vi nu havnet på adressen Torvet 1. Samme år startede vi også salg i Hobro. Vi havde anskaffet os en salgstrailer, som måske var mere opsigtsvækkende end køn: den var malet gul som en ost med huller. Nu er begge vore salgsvogne hvide med vores logo på.
Vi er fortsat med at udvide antallet af salgssteder til glæde for nordjyske ostespisere. Vi har nu også åbent en gang ugentligt i Aars, Støvring og i Farstrup.

I 2006 blev firmaet overtaget af Betina Zimmermann. Betina havde på daværende været i firmaet i tre år og tiden var nu inde til at prøve denne udfordring. Ole Baadsgaard nærmede sig de tres og Robert Zimmermann var indforstået med at søster gerne ville være selvstændig.
Der er blevet foretaget flere ændringer efter Betinas overtagelse blandt andet er der blevet lukket et par salgssteder, Fjerritslev og Hobro. Butikken Ågade 4 er blevet lukket og ostebilen vil i stedet betjene torvets kunder. Betina siger at på den måde bliver "ostemanden" mere en del af torvet.
Ostemanden fra Vindblæs har betjent kunder i hele Nordjylland i 48 år og håber på at kunne fortsætte i mindst lige så mange år.
HJEM OM OS KONTAKT |